Vejledning for abstracts

DSA’s bestyrelse inviterer alle deltagende medlemmer til at udfærdige og indsende abstracts. Bestyrelsen vil gerne opfordre særligt yngre forskere og kolleger til at deltage med abstracts.

Accepterede abstracts udvælges enten til foredragskonkurrencen eller præsentation som poster. Resultater må ikke tidligere være offentliggjort ved DSA møder hvorimod genbrug af præsentationer fra internationale kongresser er velkommen. Ønsker man ikke at præsentere data som foredrag, bedes det anført ved indsendelse af abstract.

Første-forfatteren (den præsenterende forfatter) af accepterede abstracts vil efter årsmødet få tilbagebetalt 500 kr. af registreringsafgiften, såfremt abstractet præsenteres på årsmødet som poster eller i foredragskonkurrencen.

Tilmelding til foredragskonkurrence og posterkonkurrence

Ved indsendelse af abstract tilmelder man sig foredragskonkurrence og/eller posterkonkurrence.
Foredragskonkurrence: Der udvælges efter vurdering 5 abstracts til foredragskonkurrencen. Deltagere i foredragskonkurrence deltager ikke i posterkonkurrence. Se vejledning for foredragskonkurrence.

Posterkonkurrence: Der skal fremsendes fil eller nedkopiering af posteren til DSA sekretær Helle Sander (kontakt@danskallergi.dk) senest 9. august 2024. Ved for sen eller manglende indsendelse bliver posteren ikke vurderet til posterkonkurrence

Registrering og betaling

Abstracts skal være udarbejdet af DSA-medlemmer. Abstracts vil ikke blive vurderet, hvis der ikke samtidig foreligger dokumentation for betaling for deltagelse i årsmødet samt udfyldt tilmeldingsblanket til selve årsmødet.

Udformning af abstracts

Abstract skal fylde max. én A4 side. Anvend skrifttype Arial 10 pt og enkelt linje afstand. Abstractet kan udformes på dansk eller engelsk og skal indeholde titel (kort, præcis og ingen forkortelser) og forfatternavne (den præsenterende forfatters navn understreges) med angivelse af institution(er) hvorfra arbejdet udgår (ingen titler eller adresser). Forkortelser skal skrives helt ud første gang. Der skal ikke medtages referencer, taksigelser eller økonomisk støtte.

Abstractet skal udformes med følgende punkter (se vedlagt forslag):

  • Formål med undersøgelsen
  • Anvendte metoder
  • Opnåede resultater
  • Konklusion (udtalelser som “resultater vil blive diskuteret” accepteres ikke).

Indsendelse af abstracts

Abstracts fremsendes i Microsoft Word kompatibel (.doc, .docx, .odf) form til: kontakt@danskallergi.dk

Abstracts skal være modtaget senest 15. juni 2024.

Accept af abstract

Abstractet vurderes af DSA’s bestyrelse. Forfatteren vil få besked om hvorvidt abstractet er accepteret og udtaget til foredragskonkurrence eller poster konkurrence senest den 2. juli 2024.

Yderligere information om foredrags- og posterkonkurrencen fremsendes samtidig.

Publicering af abstracts

Alle accepterede abstracts vil blive trykt og uddelt sammen med andet informationsmateriale ved årsmødet.